Smilestængel

Smilestængel

”Smilestænglerne har suget plantesaften til sig, gjort dit blod langsomt. Men lige så snart du bevæger dig, går det i gang. Og så skal du bare se løjer.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Smilestængler er lange, bladfyldte planter, som stenfolkene bruger i to vigtige sammenhænge. For det første laver de te af dem. I kogt vand trækkes en halvbitter smag ud af de brune blade og tilbyder stenfolket et alternativ til et glas vand. Mange andre drikke findes der ikke, for de fleste planter og træer i Hjertet er som bekendt giftige. ”Smilete”, kalder folk den brunlige drik, som alle nyder, børn som voksne. Den store sundhedsmæssige effekt er der ikke af teen, men bare det, at den kan nydes, uden at man dør af mavekneb, er en velkommen affære.

Derudover benytter man sig af de indtørrede blade under en kornrejse. Bladene har en særlig evne til at suge væske til sig, og derfor placeres de slimede springere fra Korndybet i en transportkasse, der er proppet med dem. Det handler ikke så meget om at berolige springeren, men om at beskytte rakkerpakket, der sidder på slæden og senere skal håndtere springeren på Den Forgiftede Slette. For når al saften er suget væk fra tøj og hud, er der en chance for, at rakkerpakket holder til deres arbejde, bare en dag endnu.

Bladene har en tendens til at suge mere end bare kornsaften til sig. En del væske forsvinder fra ofrene i kassen, og når de vågner, har de gerne rynket hud og en tør hals. Hvis de er så heldige at vågne. For en stund oplever nogen endda en form for klarhed, men det er kun, indtil kornsaften atter løber rundt i blodet og kaster dem ud i ukontrolleret vildskab.

Smilestængler bliver to meter høje. Det står gerne i grupper med en meters mellemrum, og når de blomstrer en gang om året, er det som at betragte en række bløde, hvide puder. Det er et syn, der ikke kan andet end at frembringe et smil hos iagttageren – deraf navnet på planten.


Smilestængler er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler