Shahid

Shahid

”Manden forsøgte sig endnu engang med et vigtigt blik, men det var svært at tage seriøst, når hans øjne både skød ud til siderne og cirklede rundt, før han formåede at samle dem igen. Men man skulle ikke tage fejl. Inde i Shahids hoved gemte der sig en skarp hjerne.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Shahid (f. 1.211) er overbibliotekar på Det kongelige bibliotek. Det betyder, at han skal sørge for at uddanne nye bibliotekarer, holde orden på arkiverne, udstillingerne og bøgerne – og sikre sig, at biblioteket ikke bliver brugt til forkerte formål. Forkerte formål er for eksempel, når folk studerer bøgerne med det formål at finde en vej ud af Stenkroppen. For godt nok er enhver fritænkende bog blevet afbrændt og enhver farlig sætning censureret, men man vil altid kunne tolke mellem linjerne.

Shahid har dog skabt den rette disciplin på stedet. Han har i hvert fald ikke haft behov for at udpege potentielle omstrejfere til kornbødlen. ”Er han lidt for blødsøden?” spørger nogen måske, men folk, der kender ham, vil straks påpege, hvor meget han går op i sit arbejde. Han er konstant til stede på biblioteket, og selv derhjemme flyder det med bøger. Han overvåger personligt den gamle del af bibliotekssalen, hvor mere problematiske tekster har fået lov til at overleve. En mand som ham tager ingen chancer.

Af udseende er Shahid skaldet og med et stort, gråligt fuldskæg. Han er kraftig af bygning – et resultat af hans kones bagerkunst – og så har han nogle sære øjne. Han skeler nemlig kraftigt, og øjnene har til tider deres helt eget liv. ”Da jeg var yngre, drømte jeg om at læse hver eneste bog i verden,” forklarer han. ”Det var en umulig drøm, og mine øjne tog en smule skade undervejs. Men du skal ikke lade dig narre af deres særprægede vilje. De virker stadig fremragende.”

Shahids kone hedder i øvrigt Tara. De har to børn, og har inden for de seneste par år fået to børnebørn.


Shahid er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler