Kornrejsen

Kornrejsen

”Men hun kunne knap nok genkende ham. Kornrejsen havde slebet ham ned til hans inderste kerne, og han lignede både ingen og alle på samme tid. Godt nok nyklippet og nybarberet, men stadigvæk bare et stykke mørtel, man kunne baske sammen og lappe utætheder i et badeværelse med.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Kornrejsen er i bund og grund et sygdomsforløb. Skønt ordet ”rejse” kan have hyggelige, nærmest håbefulde associationer er det stikmodsatte tilfældet. Det er en rejse ind i sindssyge. En rejse, hvor man mister sig selv, bliver mere og mere utilregnelig for til sidst at dø på en kold bjergtop.

Rammerne omkring rejsen er strengt struktureret og kræver mange ansatte. De kornrejsende er svære at styre, og træder en rask person ved siden af, kan han let blive slået ihjel. Derfor varetages størstedelen af arbejdet af rakkerpakket, den lavest stående gruppe af stenfolk.

Men med tiden havner alle på en kornrejse. For ingen stenfolk kan modstå det sjælekorn, der påbegynder rejsen. Mange tror, de kan, men alle falder, en efter en. I Stenkroppen bliver man sjældent over 60 år, i hvert fald ikke med en rask hjerne i behold.

Kornrejsens faser

Kornrejsen består af fire faser, der gradvist bringer hjernen i forfald.

Første fase: Indtagelse af sjælekornet

I første fase falder man for sjælekornet. Man har kæmpet imod så længe man kan, men nu er sjælekornets stemme så kraftig, at den styrer hele éns legeme, alle éns tanker. Man hopper i Korndybet, måske endda på Springernes Aften. Eller man render ned til Hjertet og overgiver sig på mere rolig vis.

Når man bliver hevet op af Korndybet (eller vågner i en sjælemark) er man vild som bare pokker. Det er den farligste fase for omgivelserne, for her er man aggressiv og blodtørstig. Fra et botanisk perspektiv giver det desværre god mening. Formålet fra sjælekornets side er at få spredt de nye frø, der klister sig til offeret, og udrydde enhver modstand på vejen.

Anden fase: Den Forgiftede Slette

Når man er blevet slået omkuld, bliver man bragt til Den Forgiftede Slette. Her er der først en kortvarig ro i sindet – et resultat af de tørre blade, man bliver lagt i under transporten. Bladene sløver blodet og suger noget af kornsaften ud. Men snart løber kornsaften rundt igen, og man bliver vild og utilregnelig. Nu er man kornrejsende.

De kornrejsende har også rolige stunder. Stunder, hvor de sidder og taler med spøgelser. Hvor de snorker i sneen – og ofte dør af kulde. Og hvor de bare græder uden at vide hvorfor.

Tredje fase: Den Slidte Tinde

Efter et års tid eller to (for nogen kan det tage helt op til fem år), brænder hjernen sammen. Man bliver mere apatisk, mere sløv. Man sidder for det meste og glor ud i luften, hoster og savler. Man har ikke lyst til sjælekornet længere, finder kun en sjælden gang imellem et behov for vand eller brød. Af samme grund bliver man bragt til Den Slidte Tinde, hvor man kan få lov til at dø i fred. Man bliver lukket ind i et enligt stenfængsel, bliver forsynet med mad og drikke. Ind imellem springer man dog op og farer rundt. Vildskaben og utilregneligheden er der stadig, og man til fare for sine omgivelser, netop fordi skiftet fra apati til vildskab sker så pludseligt.

Man er ikke længere kornrejsende nu. Den officielle betegnelse er kornsyg. Sjælekornet har ikke længere behov for én. Faktisk vil man dø, hvis man bliver proppet med de røde bobler.

Fjerde fase: Død

Og til sidst dør man. Det sker enten i stilhed eller efter et langt skrig, der suger de sidste kræfter ud af kroppen. Bjergvagterne henter derefter liget og stabler det i sneen, et stykke væk fra Den Slidte Tinde. Gravpladsen er et skræmmende sted, hvor forfrosne ansigter ind imellem titter frem og skriger fra efterlivet.


Kornrejsen er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler