Kornplukker

Kornplukker

”Hun kærtegnede bladene på de yderste sjæleplanter og huskede at gøre det forsigtigt, fordi de var så skarpe. Hun kiggede efter det rigtige blomsterhoved, der gav hende en fornemmelse af at høre til. Og så formede hun nogle ord på sin tunge. Alt afhang af de ord og den rigtige følelse.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Kornplukker beskriver de stenfolk, der arbejder med at høste sjælekorn i Hjertet. Det er en nogenlunde homogen gruppe, typisk mænd og kvinder i alderen 17 – 40, der er bosat i Skurbyen og lige akkurat har nok midler til at opretholde et tåleligt liv. De er kendt for at knokle, for selv når sjælekornene er høstet, er der nok at se til. Kornene skal transporteres til Ovnen. De afbrændte kornskaller skal transporteres til Kornmøllen og males til mel. Der skal laves brød. Der skal deles forsyninger ud. Og så skal de oplære deres børn i kunsten at plukke sjælekorn – en kunst, der som bekendt kræver fuld koncentration, hvis man vil undgå at få sin hjerne overtaget af de listige planter.

Kornplukkere er – når de arbejder i Hjertet – klædt i lette, røde kåber uden ærmer. Det er samme tøj, som den legendariske Saraswati bar, når hun skulle ud og forske i den varme natur. Og tøjet bæres med stolthed, for det signalerer de evner, man har lært sig. En særlig kærlighed og fokus. En forståelse for, hvad man skal sige til sjæleplanterne, så de holder sig i ro. En respekt for naturen og dens balance.

Men skønt kornplukkerne har et særligt bånd til sjæleplanterne – og en særlig evne til at undgå at blive overtaget af planternes stemme – bliver de sjældent 50 år gamle. For kornplukker eller ej – sjælekornet får altid dets vilje.


Kornplukkere er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler