Huden

Huden

”Kamal gik bare, som mindede noget af hans gamle jeg ham om, at når Stenkroppen hev sin store dyne over Huden, og dagslyset gradvist forsvandt, så var det på tide at finde tryghed bag muren.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Huden er den himmel, der hviler over Stenkroppen. Eller måske rettere: de skyer, der blæser hen over dalen. Og den tåge, der har forskellige grålige nuancer hen over året. For hvad der ligger bagved de to fænomener ved ingen. Nogen tror, der svæver en stor krystal, der reflekterer lyset fra andre og mere sprudlende verdener. Andre frygter, at det er gudernes iskolde øjne, der sender lys ned i verden og gør det muligt at se sine omgivelser. Det eneste, folk er enige om, er, at Hudens syrlige luft er et velkomment fænomen. Nok irriterer den luftvejene, når man kommer højt nok op i bjergene, men den smelter også de fleste af de guder, forsøger af flyve ind i Stenkroppen og æde af dens beboere. For et sige det enkelt: Uden Huden var der ingen Stenkrop.


Huden er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler