Prolog

Det var startet som en summen. Nu var det et helt orkester. Han kunne skrige lige så tosset, han ville, og alligevel lød der tamburiner, harper og trommer overalt. Han kunne give sig selv en lussing – slå sig halvt fordærvet, hvis det skulle være – men det forhindrede ikke koret i nynne. Sangen mindede ham om en vigtigmås, der sagde, ”Mmm,” når vedkommende erklærede sig enig i en pointe – og i øvrigt så det som en anledning til stjæle ordet. Sådan nogle typer var Ashu vant til. Hans rådgivere kunne samle sig omkring ham og nærmest kvæle ham med deres, ”Mmm, mmm, mmm,” når de prøvede at virke velopdragne, men i virkeligheden var ved at falde over hinanden i et forsøg på at overtale ham til at vedtage ét tåbeligt forslag frem for et andet. Han havde altid hadet deres ”Mmm”; havde været tilbøjelig til at skrive under på hvad som helst bare for at slippe for deres spidse læber og den der sleske lyd, der formede sig inde bagved.

Og nu hørte han den dæleme hele tiden. Han havde aldrig være længere væk fra røvslikkerne, og alligevel var det som om, at de sad klistret fast på ryggen af ham og åndede ham i nakken.

Det var kornet, der kaldte. Det var sjæleplanterne, der tvang ham ind i deres rytme, og som snart fik ham til at svaje tilbage til verdens midte og æde deres giftige yngel.

Fingrene sitrede. Ved flere lejligheder havde han set sin hånd på vej mod dørhåndtaget, uden at han selv havde fået ideen om at styre den derhen. Mani havde kærligt, men bestemt, ført hånden tilbage. Mani, vennen siden barnsben, var den spinkle tråd, der holdt sammen på det hele nu.

Men snart kunne end ikke Mani forhindre kongen i at rende af sted mod Hjertet, fuldstændig ligeglad med at han ville dø af kulde på vej derned.

Slæderne stoppede i en bjergdal, nøjagtigt lige så øde som Tamanna havde beskrevet. Der var hvidt, bare hvidt. Et blødt tæppe, man havde lyst til at forsvinde ind i. Forede vægge, der beskyttede og tilgav. Der var for en gangs skyld ingen vind. Ingen ny sne på vej. Bare det her hemmelige sted, hvor Stenkroppen opbevarede sine bedste dyner.

Tamanna havde gennemsøgt bjergene nordøst for Maven i to måneder, før hun var vendt tilbage. Mani havde eskorteret hende til Ashus soveværelse. De havde vækket ham uden, at dronning Shila havde opdaget det, var sammen gået ind på hans kontor, hvor Tamanna afslørede sit fund.

Lys.

Hun havde fundet lys.

Efter en slædetur, der havde udfordret kuskenes evner til at balancere på klippekanter og klemme sig gennem snævre passager, stod de nu her. Ti mænd og kvinder, Ashu stolede uforbeholdent på. Fire af hans bedste snekæmper. Og så ham selv, ejeren af det hjerte, der var ved at miste sin egen rytme.

Der var intet lys at se.

Han stirrede på Tamanna, der smilede drilsk igen. Det gjorde hun altid, når der var noget på færde.

Uden et ord gik hun i gang med at sadle op. Resten af spejderne hjalp til.

Ashu satte sig i sneen, prøvede at holde sig selv ud.

De forlod slæderne. Det sidste stykke vej krævede klør, ikke meder. Snekæmperne greb fat i sten efter sten, skråt op ad en bjergside, mens gruppen klyngede sig til pelsen. Dyrene brokkede sig – en mente, at klippen gjorde ”avs” – men det lykkedes dem at lægge klippen bag sig uden at vælte ned og forvandle passagererne til kunstneriske klatter på det hvide lærred.

De nåede et plateau på størrelse med den royale spisestue. En hylde i bjerget, hvorfra man kunne se helt ned til Maven og Hjertet på en klar dag som denne. Byen var en mugplet. Hjertet var en klat bræk. Resten af verden var grå og hvid.

Udmagret, tænkte Ashu. Du er ved at være gammel, kære Stenkrop.

Han søgte Tamanna igen, havde brug for at få bekræftet, at lidelserne snart var ovre.

Han elskede det smil, der dukkede op. Hvor han dog elskede det der drilske, bedrevidende fjæs.

De steg ned fra kæmperne. Tamanna førte Bandhu hen til en bjergvæg, bad dyret om at sparke. Kæmpen stod og så dum ud, men plantede så foden på den hvide flade.

Sneen raslede ned; gav både Tamanna og Bandhu nye, bløde dragter. En isvæg åbenbarede sig og bekræftede Tamannas observation.

Lys. Der var lys bag ruden.

Ashu stirrede på Mani. Lederen af spejderne stirrede igen. Sidst, de havde kigget sådan på hinanden, havde de været 10 år gamle. De havde lukket vagterne inde i kælderen, var flygtet derfra med bankende hjerter og havde gemt sig et skab for at undgå kong Rahuls vrede. Og så havde de betragtet hinanden med nøjagtigt samme opspilede og forventningsfulde øjne. Og lidt efter pisset i bukserne af latter.

De var store nok til at kunne kontrollere deres blærer nu. Men de grinte. Det gjorde de alle sammen. Og i den lange, fælles latter druknede planternes møgsang endelig. Kun for en stund, men sikke en stund det var.

De fandt isøkserne frem. Selv Ashu hjalp til. Lag efter lag forsvandt, mens han tænkte på alt det, der gemte sig inde bag væggen. Og hvor paradoksalt det var, at lige præcis en konge – og så endda en forholdsvis respekteret af slagsen – skulle blive den første til at flygte fra verden.

Men passende. Det var også passende.

Måske var der byer på den anden side. Altså mange byer og ikke bare en enkelt rådden en af slagsen som her. Måske var der et samfund af skabninger, der var en smule klogere end stenfolk, havde en lille smule mere styr på tingene.

Måske var det forbudt at sige, ”Mmm.”

Ja. Hvor ville han dog give sin højre arm bare for den lille detalje.

Forhåbentligt ville han endelig føle sig hjemme. Sådan rigtigt hjemme. I en verden hvor man havde tæmmet guderne. Hvor man havde sat naturen i orden, og hvor tingene var lidt mere kantede, lidt mere formet med vilje. En verden uden sne. Guderne forbyde mere sne.

Han glædede sig til at slippe for de utilfredse fjolser, han skulle forestille at være leder af. Mest af alt glædede han sig til at komme væk fra sjælekornet. Det ventede et liv, hvor man kunne spille sin egen musik indtil den dag, man døde.

Han overvejede allerede, hvordan han skulle hilse på herskeren af Baggrunden. Han ville selvfølgelig nævnte, at han tilhørte den ypperste af sin art. Han ville bede om lov til at hente sin kone, datter og søn, som han havde ladet blive tilbage af oplagte årsager: De anede ikke, hvad han havde gang i og skulle først med, når udvejen var bekræftet. Han ville derefter foreslå baggrundsfolket, at de lukkede hullet godt og grundigt efter ham. For deres egen skyld, selvfølgelig. Så der ikke pludselig stod 5.000 idioter i deres baghave. Og så ville han lade dem placere ham lige nøjagtigt, hvor de ville på deres sociale rangstige. Helst i et leje hvor han kunne nøjes med at komme med ideer og slippe for at tage konsekvenserne af dem. Og så ville han mæske sig i al deres dejlige mad, mens han frydede sig over, at stenfolket frøs fast i deres egen lille mudderpøl. Endelig ville han bare være en far, bare være en mand til sin kone. Måske ville han få en hobby. Han havde altid gerne villet lære at jonglere.

Noget klirrede. Lyden forplantede sig i et ekko.

Tamanna trådte til siden. Kongens øjne skulle være de første.

Han tittede ind ad hullet.

Og stivnede.

Engang da Ashu havde været lille, og da han og Mani ikke havde haft andre bekymringer end våde bukser og sure fædre, havde han elsket det sted, man kaldte Stenkroppens Hjerte. Det var her, planterne boede. Hvor træerne lyste og varmede omgivelserne op. Regn frem for sne. Sand frem for is. Sjove dyr. Farlige dyr – som ikke var så farlige igen, når man havde fars bedste vagter med. Sjælemarkerne havde endnu ikke været hegnet ind og bevogtet. Man havde kunnet lade sig lokke, lade sig rive med – og skynde sig hjem, når planterne blev for magtfulde. Og sikke opladet man var, når man trådte ind på slottet. Sikke ligegyldigt det blev, at murene var lidt klamme, og at det var så kedeligt at sidde med ved fars ceremonier. Man bar varmen i flere dage. Man bar planternes løfte som noget godt. En ide om, at alting kunne lade sig gøre. En farlig, men samtidig så befriende, ide.

Far Rahul var blevet gal på planterne. Men ligesom farfar og oldefar havde han ikke kunnet udrydde dem. For hvad skulle man ellers æde? Deres brændte skaller blev til mel. Melet blev til brød, brødsupper, brødterninger – alt, hvad der havde med brød at gøre. Det var absurd. Forarbejdet kunne de spises, men i rå tilstand lokkede de folk i fordærv. Men hvordan skulle man kunne forarbejde dem, hvis de ikke fik lov til at vokse først?

De drev folk væk fra byen; havde overtalelsesevner, der langt overgik kongens. Det var måske det, der fik Rahul til at tage affære: en form for misundelse. Han indhegnede markerne, satte vagter alle steder. Han straffede folk og låste dem inde. Inddæmningen havde stået på i syv år og med ringe succes.

Rahul var gået bort for tre år siden.

Ashu havde ikke anet, hvad han skulle stille op, da far døde. På én gang have han følt, at han måttet ære Rahuls mission. Samtidig var det som om, at inddæmningen bare havde gjort folket mere desperate.

Inklusive ham selv. Han fornemmede, at planterne var blevet mere kyniske, mere direkte i deres sang. På trods af barriererne, på trods af afstanden, indtog de slottet. De dukkede op i spejlet og drillede ham; viste ham en udmagret udgave af sig selv, der lå og frøs i sneen. De trøstede ham, når han sad i det varme bad, lovede ham et liv med mening og kærlighed, hvis bare han forbandt sig med naturen. De konstaterede – og det var værst – at han allerede var faldet for dem, når han hørte dem hviske hele tiden. Spørgsmålet var bare, hvornår han blev sulten nok.

Som en blomsterdrage i et bur havde han kigget desperat efter udveje. Naturmedicin, optræning af sindet, bønner. Han havde sågar gemt sig i slotskælderen, omgivet af røgelse og musikanter i et håb om at kunne sløre sjælekornets stemme.

Han var begyndt at søge det utilgivelige; var blevet opsat på at finde Baggrunden – også selvom han havde beordret omstrejfere henrettet for den slags forræderi. Men modsat staklerne, der fik en overdosis kornsaft sprøjtet i armen, havde han knækket koden.

En sidste chance for at bevare forstanden.

En reel fremtid for hans familie.

Mad.

Alt det tænkte Ashu på, da han gik hen til hullet. Og alt sammen fordampede som fedt i en lampe, da han stak hovedet ind.

Der var ingen udgang. Der var ikke nogen ny verden. Der var bare en skide klippehule fyldt med træer.

Lysende træer, der skabte den perfekte illusion om en strålende verden.

Den første reaktion var forundring. Der var måske tyve træer derinde, godt presset sammen i den lille lomme bag isen. Et levn fra fortiden, hvor naturen havde spredt sig over hele Stenkroppen. Nattetræer vel nok, den slags der ikke tålte dagslys, men kun tålte deres eget. Der havde været mange arter af nattetræer engang. Gemt i skyggerne, i huler, under klipper – eller nede folks kældre, hvor de fungerede som lamper. Men kulden havde taget dem alle for hundredvis af år siden.

Mente man.

Men her boede så en lille flok, tilbagetrukket, passende sig selv og fyldt med klaser af glimtende frugter.

Den næste reaktion var latter. Han kunne godt se det morsomme i det. Her flygtede han fra sjæleplanterne, og så fandt han mere af den natur, han kæmpede for at lægge bag sig.

Stenkroppen havde gemt træerne til den dag, hvor en eller anden skulle komme og ligne en idiot foran sine venner. Han kunne fornemme det i lyset. Fornøjelsen. Morskaben. Stenkroppens puls, der steg i takt med, at den kvalte hans håb.

Planteorkestret voksede. Nu var han på vej.

Så kom vreden.

Han beordrede spejderne i gang med økserne. Han gik selv amok på de gnæggende vækster. Frydede sig, da de klagede og lagde sig op ad klippevæggen. Træstubbene blødte hvide stråler. Sammen med frugterne forvandlede lyset hulen til et bål, så kraftigt at man knap kunne se.

Gradvist døde lyset ud. Der stod kun et enkelt træ tilbage, gemt bag dets tippede fæller.

Spejderne overlod fældningen til kongen, svedende, skuffede og ude af stand til at kigge ham i øjnene.

Tamannas smil var smeltet. Hun lignede en, der var parat til at svinge øksen ind i skallen på sig selv.

Mani virkede mere afklaret. Hvilket på en eller anden måde var befriende.

Med planteorkestret buldrende løs vaklede Ashu fremad, opsat på at forhindre Stenkroppen i at grine andre drømmere i ansigtet.

Det var et ungt træ, på højde med ham selv. Frugterne var på størrelse med spidsen af en tommelfinger. Det stod der bare, som træer nu gør, klar til at blive hugget ned.

Han trøstede sig med, at han snart havde glemt hele miseren. Snart havde han ikke en eneste bekymring i verden. Det var i hvert fald det, sjælekornet lovede. Et liv fyldt med velbehag. En drømmende tilværelse, hvor alt kunne lade sig gøre. Og det lød egentligt rart nu. At blive en del af noget større.

At give slip.

Han løftede øksen. Ville så gerne svinge den. Men ”Mmm”-lyden voksede, og kroppen vendte sig om. Han så det ske, men fattede ikke, hvordan det foregik.

Da han havde kontrollen tilbage, befandt han sig halvvejs ude af hulen.

Han kastede et forsigtigt blik tilbage mod spejderne. Opspilede øjne stirrede igen. Han havde spejlet sig i de øjne gennem årtier. Han havde fundet glæde i dem. Morskab. Overskud.

Nej.

Nej!

Det måtte ikke ende sådan her. Han var nødt til at gøre arbejdet færdigt. For deres skyld. Og for at bevare bare en smule ære.

Han vendte om, løftede øksen.

Og følte sig pludseligt så modløs.

Der var ingen ære tilbage. Om lidt ville han rende ned efter sjælekornet. Han ville kommandere vagtposterne til side, ville mæske sig, indtil han blev en savlende idiot. Måske – hvis han var heldig – skar en af vagterne hans strube over af medlidenhed. Hvis han var uheldig, gav de ham lov til at rende rundt og pisse ned ad sig selv, indtil Kalu og Shila fandt ud af, hvad der var sket.

Hvad mon folket ville gøre, hvis de fik fingrene i ham?

Han kastede øksen til side. Puttede en frugt i munden, velvidende at den ville slå ham ihjel. Ligesom alt andet i den her forbandede verden.

Der lød et skrig bag ham. Mani og Tamanna var i gang med at bryde. Mani gjorde sit bedste for at holde Tamanna tilbage, men hun var ved at glide ud af hans greb.

Ashu løftede en hånd for at berolige hende.

”Der er ikke noget, du kan gøre. Bare slap af.”

”Spyt den ud!” skreg hun. ”Spyt den så ud!”

Han smilede.

”Jeg ved, du forstår mig, Tamanna. Du har altid givet mig styrken til at se klart.”

”Det er min skyld,” sagde hun og faldt til jorden. ”Jeg skulle have hakket hullet, da jeg så lyset første gang. Jeg skulle aldrig have fortalt dig om det. Så havde du… så havde du stadig været…”

”Nej,” sagde han. ”Det havde jeg ikke. Og det er ikke din skyld. Kig lige på mig. Hvis du vil ære mit minde, så bliv ved med at lede. Lov mig det. Husk den her dag som håbets dag, ikke som en skuffelse. Husk, hvordan vi frydede os på vej herop, selv når vi måtte skille slæderne ad for at komme forbi de skide sten. Husk Manis dårlige vittigheder. Husk selve rejsen, og lad den drive dig til en endnu længere en af slagsen.”

Han bed ned i frugten. Den var frisk, læskende. Ikke så kold som forventet. Den varmede hans mund, varmede ham hele vejen på sin færd gennem kroppen.

Mens han ventede på, at mavesmerterne skulle kaste ham frådende til jorden, slog det ham, hvor kedeligt det var konstant at æde brød, grød og den yderst sjældne og i øvrigt klamme omgang rottekød. Det sidste kød i verden, kun få forundt. Eller rettere: Kun få får ondt i maven af det lort.

Det her var dog noget andet. Sikke en sødme der gemte sig i noget, der var så farligt. Han kunne ikke lade være med at tage en frugt mere. Og så liiige en til. Han åd, som havde kroppen altid savnet lige præcis den her næring.

Han tænkte på dronningen og prinsen. Det var kærlige tanker. Og lettede tanker. Mani ville udlægge hans død på en klog måde, så de blev efterladt med en smule håb. Og han ville sikre sig, at ingen nogensinde fandt ud af, hvad kongen havde haft gang i.

Han takkede sig selv for at have ladet dem blive tilbage i byen. De havde i hvert fald deres ære i behold. Kalu ville blive en velanset konge. Shila ville være en god mor så længe, hun kunne modstå sjæleplanterne. Hun ville måske endda holde længere, når hun ikke havde en evigt bekymret mand ved sin side.

Hvor var det her egentlig en fin slutning, det her. Og hvor var han dog glad for, at han nåede at smage noget så dejligt, inden han døde. Maven havde det særdeles godt. Tilfreds og mæt. Nok ville giften få den til at skrige lige om lidt, men det var så flot, at der lå lidt sødme inden. Det var på en eller anden måde så… sigende.

Det mindede ham om livet. Barndommen var som nattetræets frugt, sød og fyldig som den sneg sig gennem kroppen. Den uskyldige tid. Den ægte tid, inden alt gik i fordærv. Inden man kom til at fokusere på det dårlige. Guderne, der åd alt. Sjæleplanterne, der drev folk til vanvid. De adelige og deres lortelyd.

Det var absurd, at han skulle tænke på sådan noget netop nu, i dødens stund, men han kunne ikke lade være. Han længtes efter at være en lille dreng med mod på livet. Med fantasi. Og med så forsvindende små bekymringer.

En sang forlod hans læber. Om at fægte og lege gemmeleg. Om at løbe med bare tæer i sneen og varme sig ved pejsen bagefter. Og mens han sang, skete der noget forunderligt. Det var som om, at planteorkestret havde svært ved at følge med. Trommerne blev blidere, harperne mindre skærende. Og da han holdt op med at synge, var ”Mmm”-lyden blot en ligegyldig summen.

For en stund troede han, at han var død. Så gik det op for ham, at han stadig stod i hulen, omringet af sine venner.

Han havde pludselig overskud. Til morskab og nye ideer. En særlig en fik ham til at smile så bredt, at han næsten sad i det der skab igen, 10 år gammel og klar til eventyr.

#

Det tog et år at bygge Korndybet. Ikke så meget at udgrave selve hullet som at udforme intentionen bag. Folk måtte ikke være i tvivl om, hvad kong Ashu havde gang i. De adelige måtte ikke stille for mange spørgsmål. Præsterne måtte ikke vende sig mod ham. Det var nødt til at stå fuldstændigt klart for alle, hvorfor han ikke blot satte sjælekornet fri – men rykkede det nærmere byen. Og dermed afsluttede far Rahuls forsøg på at inddæmme fristelsen.

Frygten, der skulle imødegås, var klokkeklar. Man kunne risikere, at alle ville benytte sig af det nye fristed på én gang; at hele stenfolket ville blive sindssygt og forgå. Men det vidste Ashu aldrig ville ske. Hvis han gjorde det her rigtigt, ville der tværtimod opstå en naturlig balance til fordel for alle, også hans søn, når Kalus tid kom. De evindelige kampe ville stoppe. Folket ville droppe oprøret. Der ville blive luft i fængslerne.

Det vidste han bare.

Så han skrev og skrev. Og skrev om igen. Han gav folket sit livs tale og frydede sig, da de holdt deres kæft imens. De hørte sgu efter, for første gang i flere år hørte de efter.

Bagefter slap han dem fri. Og trak sig tilbage til det sted, hvor hans nye liv var startet.

Mani, Tamanna og de andre var her, indhyllet i Stenkroppens hvide dyner. De bar nu kongens symbol på deres kåber: den gule kogle, der viste tilbage til Yama den Første, født af Granitnålen. Kogleordenen kaldte han gruppen af sine kære, trofaste – og nu behørigt velhavende – venner.

Ingen af dem havde sladret om træet. Ingen havde stillet spørgsmålstegn ved planen. De beundrede ham mere end nogensinde, det mærkede han i de varme blikke.

Tamanna, kære Tamanna, glimtede som en ædelsten.

Mani havde hyret 50 arbejdere, havde givet dem bind for øjnene, mens de red nordvest på. Arbejderne havde flyttet træet en tak ned på bjergplateauet, så det var nemmere at tilgå direkte med en slæde. De havde udhulet en klippe, havde fulgt anvisningerne ned til mindste detalje. Dygtige var de, kendt for deres præcision. Og da de var færdige, samlede Ashu dem inde i hulen. For at beundre værket og belønne dem, sagde han. For de havde så sandelig tjent kongen godt.

De så en smule trykkede ud. Mani serverede det bedste brød, kongen kunne frembringe, men arbejderne tyggede på det, som var det sten.

De var trætte, måske. Forundrede over, hvad det hele drejede sig om.

Han roste hver og en med navns nævnelse. Han trykkede deres hænder. Og skyndte sig ud, inden giften forplantede sig fra brødet og ud i deres stakkels maver.

De omkom i en lavine. Sådan lød det i hvert fald i den officielle kundgørelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *